Jeg har sol med hjem på krukker og fade - en rejsebeskrivelse

af Gunhild Brethvad

(fra DATS blad: Rampelyset, apr.nr.2000) fro Cubansk Folklore

Miriam er vores lærer denne første uge. Hun viser sig at være den absolutte førstedanser på Cubas førstehold, Conjunto Folklorico National de Cuba - en gruppe, der har været verden over med deres suveræne dans. Vi er virkelig kommet på arbejde og kommet i gode hænder. Hun er udover at være en sublim danser, osse en gudsbenådet pædagog og en stor skuespiller, så inden længe danser vi de svære trin i yoruba, rumba, congo og arara. Vi lærer at danse Yemaya, Ochun og Ogundansene og prøver at forbinde det med virkeligheden i Danmark Hvordan kan vi relatere disse gudedanse til vore egne breddegrader?
Ochun er Freja - kærligheden og skønhedens gudinde.
Yemaya er havets moder - havets gudinde .
Ogun er tordenguden - Thor - med lyn og flammesværd.

De har osse en øverste gud, som vi har Odin og så har de noget så finurligt som en dreng, der er skæbnens gud. Det vidner om dyb indsigt i livet - en dreng der leger, leger med vore skæbner - somme tider er han i godt lune og leger med byggeklodser, sommetider smider han det hele rundt omkring. Man ved aldrig med ham. Vi danser og lærer og sveder og tænker og fører paralleller.

Allerede lørdag ser vi den første dansegruppe, børnegruppen Omo Olórun. Og aldrig i mit liv har jeg set så centrerede, koncentrerede børn optræde. De er i alderen 1o til 14 år og dyb indlevelse og koncentration præger deres dans, deres gestik, deres mimik. Der ligger sygdommens gud og vrider sig i forfærdelig pine - han hoster og spytter, kaster op, snottet løber og tårene løber - han vrider sig for at nå den helsebringende renselsesstav og når den og alt er væk i glæde.

Jeg har aldrig i mine mange år som teaterinstruktør og skuespiller set sådan en præstation af en ung dreng - jeg er målløs og dybt berørt. Ungerne danser og agerer med stor færdighed og engagement og jeg tænker på, at vi i Danmark altid skal motivere og argumentere for at få dels de bevilgende myndigheder og dels lærere og pædagoger til at forstå og indse, at det er godt for livet at danse og synge. Vi skal altid komme med mange undersøgelser og rapporter på skuldrene, fordi vi skal sandsynliggøre, at det er vigtigt at kunne bevæge sig, give sig selv. Ingen synes at fatte det uden en masse ord og forklaringer med i købet og endda kan det være svært. Hva skal det gøre godt for? Hwa nøtt æret te? Som der står i sangen om Mi nabo Pæ Sme.

Jeg tror, det er derfor vi tager til Cuba, alle os, der i en jævn strøm glider afsted i disse år. Fordi DER er det jo - lige for vore øjne - der er livskunsten sublim - der er ingen forklaring, alle er i det, alle kan li det, alle kan det - det er en del af det at være menneske, en del af religionen, en del af kulturen, en del af historien. Den afrocubanske tradition har sendt sine rytmer ud over den ganske verden, så alle kender den livsglade salsa . Måske har de overlevet alle deres trængsler via dansen - måske er dansen livets grundsubstans og vi andre har bare glemt det, puttet det væk bag maskiner og firkanter og robotter. Det er hvert fald sikkert - de unger har ikke skullet have lokkemad for at være med her - i en gammel lade, bag slidte velourforhæng. Her kigger livsenergien og glæden frem.

Og det fortsætter. I kvindebandet Anacaona, der står der i hvidt, da det store tæppe glider til side. 12 smukke kvinder, der danser og spiller, så gåsehuden farer op og ned ad arme og ben - de danser , mens de spiller, de spiller, mens de danser. Og det fortsætter - på rumbastedet Cajun del Hammel, hver søndag er der session med suveræne grupper, der spiller og danser. Der er en smuk pige i kondisko og med en masse bittesmå fletninger sat op i en hestehale og med smukke negroide træk, der danser en vild Ogun, hun vender det hvide ude af øjnene. Der danser de en fræk guaguanco - en pige i sort med stor røv og en lille fræk fyr i hvidt. Det gælder hele tiden for ham om at få Aden@ ind og for hende at afværge det. Og Aden@ kan være en hånd, et ben, et knæ, et tørklæde. Han er fræk og gadedreng , hun stritter med numsen og er årvågen. Det er sexualoplysning for unge, det her, nej for alle i det hele taget: Piger, pas på, han vil hele tiden gøre alt for at få Aden@ ind, vær årvågne, vær parate, osse selvom I selv har spillet med, så pas på - I blir narret.

- Det er morsomt, det er frækt, det er ubetaleligt godt og det er samtidig ærbart. En fantastisk måde at give viden fra sig på. Batatrommerne banker deres svære rytme, congaspillerne spiller osse på trækasser, alle spiller og synger de sværeste rytmer ubesværet ind over hinanden. Vi kan dårligt fange 1. slaget.

Vi sidder i Matanzas og ser på Afrocuba, en gammel dansegruppe, der har inspireret Leif Falk og folkene omkring centeret i Silkeborg. De danser de danse, vi kender. Nu ved vi, at hende den gule er Ochun, den blå er Yemaya, vi kender trinene. Det gør os overstadige og glade - vi er med. Bagefter danser vi med nogle fra dansegruppen og de siger: You dance lige a cuban. Større ros kan man ikke få.

Pludselig er der et optog i den lille gyde. En masse børn danser med nogle voksne, jeg fotograferer og starks vender hele gruppen sig mod mig. Her skal ikke fotograferes. Det er en hellig ceremoni. En helt almindelig eftermiddag i en fattig del af byen. Det ER med i deres liv, deres hverdag. Fra alle huse, fra biler, fra restauranter - alle steder fra lyder der salsa. Folk synger og tager dansetrin.

Vi er i Casa de la Musica. Et 15 mand stort habitklædt band spiller røven ud af bukserne, om jeg må være så fri. Og alle danser. Jeg taber underkæben og fyldes af en lykkefølelse af ubeskrivelig karakter - en gammel morlil med hvidt krøllet hår - 8o år - en statelig olding med moustache, tykke midaldrende, unge teenagers, smukke sild og lækre fyre, alle danser og ler, overalt danses der, bag borde og stole, ved scenen, i baren - det er fiesta det vi ser.

Vi er hjemme til fest hos Miriam. Hendes mand har fødselsdag og fejres med stor firkantet lyserød lagkage, masser af rom og dans hele aftenen. Hvornår har vi sidst været til fest for de 4o årige, hvor der bare blev danset og danset og hvor alle kunne danse - suverænt, overlegent, leende, flot. Dans og sang hele aftenen igennem.

Vi er i det, hele tiden - blir fyldt af det, har allerede ideer til mange, mange timers undervis-ning og inspiration. Nu ved vi, hvad det er vi skal hjem og fortælle om at leve, om at være til stede, komme frem, være menneske. Kære Statens musikråd - tak fordi I ville støtte os på denne vor dannelsesrejse. I ved ikke, hvor lykkelige vi er!

Mine ben er rigtig kommet frem, jeg har grounding - min ryg er ved at være lige så blød som deres, der er af smør, deres knogler er af smør, alt er blødt og brunt.Jeg kan danse rumba, så sjovt og grænsebrydende for en nordbo, jeg skal hjem og lære folk guaguanco - jeg skal hjem og lære dem om at komme frem og være sig selv.

Jeg har sol med hjem på krukker og fade.

Okantomi - Cubansk Dans og Musik

Sidst opdateret:04. oktober 2000

email: okantomi@mail.dk